Tag Archives: symbian

Nokia E52 – test/review efter ½ dag

Denne nye flotte erhvervsmobil fra Nokia er en værdig efterfølger til E51. Den er blevet hurtigere og softwaren er blevet opdateret til den nye Symbian S60v3 Feature Pack 2, som blandt andet giver Nokia Messaging platformen, som jeg har skrevet knap så pænt om her på bloggen tidligere… Dog vil jeg sige at det ser ud til at virke på denne mobil – det kan måske være pga. den hurtigere processor der er at finde i denne mobil. Den nye software prøver også at gøre det mere attraktivt at bruge multimedia på mobilen, men den slags skal Nokia lade være med at forsøge sig med – det er rodet og kejtet at bladre igennem billederne og de fancy effekter der er når man bladrer i billeder hakker…

MEN – som telefon/mailmodtager, der virker E52, og da det jo er det primære denne mobil er tænkt til så må den få over middel karakter men ikke helt i top…

Det er stadig for svært at få interessante programmer, i forhold til Android og Iphone er Ovi Store flere lysår bagud, dog måske på omgangshøjde med Windows Mobile Marketplace(som jeg ikke har prøvet endnu men hørt lidt om rundt omkring)… Mærkeligt at der ikke er mere udvikling på dette område når det er den mest udbredte mobilplatform i verden?

Nyt fra nettet og her…

Så fik jeg lige tid igen til at skrive lidt. Der er sket lidt siden sidst, mest med afprøvning af forskellig ny software/hardware.

I sidste uge gennemførte jeg mit første Exchange-kursus:
Upgrading your skills from Exchange 2000/2003 to Exchange 2007

Det gik super godt, kurset blev afholdt af Global Knowledge i Århus, og da vi var 3 på kurset, var det næsten ligesom privatundervisning. Jeg er lige nu ved at forberede mig lidt på at tage eksamen 70-236 hos Microsoft – Configuring Microsoft Exchange 2007. Jeg håber at denne kan blive taget inden sommerferien. Bagefter anbefalede vores lærer 70-237 og 20-238 som begge er design-eksamener omkring Exchange 2007.

Af nyheder herfra kan jeg også sige at jeg endelig har fået anskaffet mig en adgang til Apple App Store!!! Dog ikke via en Iphone, men bare en Ipod Touch. Den virker dog super godt, og jeg har allerede fået proppet en del programmer på den. Lige nu kører jeg disse programmer:

Google Earth (ikke testet mere end 10 sek. indtil videre)
Flashlight (altid rar at have 🙂 )
Google App (Genvej til Google’s tjenester – bruger gmail/reader/maps ofte så derfor er det meget rart)
Facebook (den skal man bare ha’)
Apple Remote (mangler stadig at få denne til at virke)
Translator (altid rar at have med sig)
Benzinpriser (ja…man kan jo lige så godt spare hvis det er muligt)
LinkedIn (Lidt ligesom facebook-app’en, hvis man er på LinkedIn kan man lige så godt have denne app også)
RokuRemote (Til at styre min Pinnacle/Roku Soundbridge, det er ganske enkelt genialt)
Ebay (så er det lidt nemmere at følge med)
Fring (MSN og Skype chat)
Twitterific (twitter klient)
CoolIris (fed måde at finde videoer/billeder på)
Speed Test (nem måde at teste en forbindelse på, hvis man er på en ny forbindelse)
Net Utility (lidt til nørden, netværks fejlsøgning)

Af andre programmer jeg har kigget på, fandt jeg blandt andet også en Citrix klient, men da firmaets servere ikke kører Program Neighborhood kan den ikke se applikationerne – så det skal jeg lige have startet op, hehe. Jeg har også kigget på LogMeIn Ignition, dette er et program der kan koble på computere der er koblet op mod min LogMeIn.com konto – da jeg bruger dette meget, har jeg overvejet at ofre de 179,- programmet koster, da det kunne være rart at have.

For altid at have adgang til et hotspot, har jeg installeret JoikuSpot på min Nokia 5800 og min Nokia E71. Det er et program der kan dele dataforbindelsen på telefonen ud som et hotspot. Det findes både i en gratis og en købe-version, de forskelle jeg allerede er stødt ind i er at på den gratis er der ingen kryptering, så alle kan koble på hotspot’et, og man kan ikke tilgå SSL/HTTPS sider på nettet, det resulterer i at man for eksempel ikke kan synkronisere sin mail via ActiveSync da det 99.9% af tilfældene vil være sat op via SSL.

Hvis der er nogen der har gode forslag til andre programmer i App Store’n man bare skal prøve, så kommenter endelig 🙂

Endelig skal der lige gives et Thumbs Up til www.godaddy.com hvor jeg lige har indkøbt et SSL-certifikat til mit exchange-testmiljø. Og da de havde fået de påkrævede oplysninger gik der 5 minutter og så havde jeg certifikatet, og så til en pris på $30 minus 10% fordi jeg kendte en promo code: gb3 (tror jeg det var)

Nokia E71 – nu til test

Så kom jeg endelig i besiddelse af ovenstående mobil. Den har længe været på ønskelisten, men Touch Diamond kom i handlen før E71 – og derfor er jeg først nu kommet til at teste denne mobil. Har haft den siden i eftermiddags og må sige at det er en helt ny symbian-oplevelse. Den er lynhurtig i menuerne, som tilmed også har fået et nyt look i forhold til eksempelvis E51 som også er en rigtig fin Symbian-mobil.

Designet er i top, den ligger rigtig godt i hånden og tastaturet passer fint i størrelse så man let kan skrive med 2 fingre. Kameraet tager OK billeder i dagslys, men som sædvanlig daler kvaliteten væsentlig i aftenlys.

Opdateret
Har nu haft den i 1½ dag, og er stadig super tilfreds. Har lige opdaget at den kommer med Nokia Sportstracker, som jeg synes er et vildt fedt program. Det bruger GPS’en i telefonen, og uploader din cykeltur/gåtur/løbetur til sportstracker.nokia.com som viser det hele på kort, og med en masse statistik omkring din træning – det glæder jeg mig til at prøve.
Jeg har lige fundet en lille præsentation af mobilen:

Opdateret d. 11/9:
Så har jeg haft den en hel arbejdsuge og E71 har klaret sig igennem med 3 ladninger – det var dog frivillige ladninger inden den har advaret mod lavt strømniveau. Den er stadig lynhurtig i menuerne og god at skrive på. Jeg prøvede i dag GPS’en i den sammen med Nokia Maps 2.0 som er præ-installeret, og jeg må sige at jeg blev positivt overrasket. Efter at have haft HTC Touch Diamond med i København og konstatere at den ikke egner sig til bymidte-navigation må jeg sige at Nokia’en opdaterer lynhurtigt og giver besked i god tid, og kortet står klart på skærmen.
Nu er det nok snart tid til at mobilen skal leveres tilbage, hvis jeg ikke får overbevist en venlig sjæl om at den skal jeg have som gave 🙂 Men jeg må konkludere ud fra en uges brug at dette er den bedste Nokia business mobil til dato.

Opdatering torsdag d. 18/9
Så er den købt, den er simpelthen for god til at give væk igen 🙂 Har også testet sportstracker programmet og det virker fint, dog skal man lige tjekke at gps’en er klar og startet, ellers får man ikke hele ruten med og det ødelægger lidt statistikken ;-).
Batteritiden er bare thumbs up hele vejen, jeg er ikke længere nød til at gå forbi stikkontakten hver aften derhjemme for at være sikker på at have strøm nok til næste arbejdsdag – i skrivende stund er der mere end 50% tilbage og den har ikke siddet i stikkontakten siden tirsdag morgen.