HP Proliant Microserver N36L

Seneste tilføjelse af hardware til basen, er den forholdsvis nye HP Proliant Microserver N36L. Dette er HPs forslag til en server for arbejdsgrupper på op til 10 mand. Serveren er med følgende specifikationer:
AMD Athlon II Neo 1,3Ghz Dual-core
1GB ram (kan opgraderes til max 8GB)
250GB harddisk, med mulighed for ialt 4 SATA harddiske
5,25″ drive bay til intern CD/DVD drev
1x Gigabit netkort
1x VGA output
1x USB intern
2x USB bagpå
4x USB foran

Der er mulighed for at udvide portene bagpå med 1x PCI-E(16x) og 1x PCI-E(1x) hvilket giver god mulighed for ekstra netkort eller ekstra grafikkort.

Det spændende ved denne server er at den understøtter VMware vSphere og er et godt alternativ til at have en strømbesparende server til at “lege” med, og med den interne USB port kan du installere ESXi på en USB stick og ikke have nogen diske i serveren og nøjes med shared storage via en NAS eller en anden NFS/iSCSI løsning. Jeg har dog valgt at “lege” med den på en anden måde. Jeg har installeret Windows 2008R2 Standard edition på den, opgraderet den til 8GB ram og installeret Hyper-V så jeg kan få lidt erfaring med det. Samtidig bruges den som lagerplads til vores almindelige data som shares på lokalnetværket, dette synkroniseres til en eksternt placeret Synology NAS via Rsync for at have backup i tilfælde af diskfejl eller værre. Jeg havde tidligere Synology’en til dette, men da det var en model af ældre årgang(DS207) kunne den kun præstere omkring 10mb/sek, hvilket ikke helt er tilstrækkeligt med al den hjemmevideo og højopløselige billeder vi efterhånden har af de små 🙂 Derfor var jeg spændt på at se hvor meget Microserver kunne levere, og den har ikke skuffet – den leverer mellem 60-70mb/sek, så det er accepteret.

Selve performance delen har heller ikke skuffet, selvom den kun har 1,3Ghz cpu synes jeg ikke man venter på serveren ved brug, og jeg har haft et par Linux “gæster” på Hyper-V og de kørte også OK i forhold til at de ikke havde Integration Services installeret.

Indtil videre må konklusionen være på HP Microserver at den er klart acceptabel til hjemme-serverbrug, man skal dog være opmærksom på at den larmer lidt mere end en NAS-løsning, selvom CPU’en er passivt kølet og alting klares af en 120mm blæser bag i serveren.